Nyhedsbrev

September 2005

 

 

Ja, så er jeg igen blevet blevet ”shanghai`et” til at give et bidrag til hjemmesiden. Man kan jo snart ikke lave andet; men det må jo være en forstanders lod.

 

Jeg vil ikke bruge pladsen til at fortælle om de aktiviteter vi har gennemført eller de aktiviteter vi gennemfører i efteråret, da I selv kan se det andet steds på hjemmesiden.

Og dog; der er nogle ting jeg gerne vil berette lidt om – ting der ligger lidt uden for vore normale aktiviteter – ting der gør det sjovere og mere spændende at være elev, kursist eller ansat på INUILI.

 

Lærdommens træ : Lærdommens træ

Vi har længe haft et ønske om at fejre de lærlinge, der har haft viljen og troen på at det betaler sig at fuldføre en uddannelse. Det skulle være noget varigt og som skulle kunne vokse sig store og stærke, nøjagtigt som de nyudlærte vil gøre det i deres fremtidige virke.

Hvad gør man så ?  Jo, man kontakter forsøgsstationen i Upernaviarsuk og beder dem om at fremskaffe 100 poppeltræer. ”Ikke noget problem” sagde Kenneth Høegh, og med en smule forsinkelse ankom træerne fra Island.

En ny tradition er nu dukket op på INUILI : Hver gang en lærling inden for levnedsmiddelområdet bliver færdiguddannet vil et træ blive plantet. Ved træet placeres et skilt med den nyudlærtes navn, uddannelse og uddannelsesdato.

Den første der fik sit træ plantet var Anna Nielsen fra Narsaq. Vi var så heldige at Anna var i byen, så hun selv kunne plante sit træ.

Vi glæder os til at se en fremtidig skov vokse op, ikke kun til forskønnelse af området omkring INUILI og Narsaq generelt, men som det vigtigste, til at give et synligt bevis på viljen hos mange af de unge mennesker, som har indset vigtigheden af en uddannelse.

 

 

 

Alternativ energi og levnedsmiddelområdet – kan det forenes ? :

Ja, specielt når man taler om at fremstille råvarer ved hjælp af billig energi.

Derfor betænkte vi os heller ikke da vi fik chancen for at indgå i et pilotprojekt sammen med initiativtageren Bent Olesen fra Narsaq. Siden har projektet vakt så stor interesse at mange flere er gået med i projektet. Faktisk har det udviklet sig til et projekt med nordiske interessenter, EU, NUNA-fonden, Narsaq Kommune og mange flere er gået ind i projektet. Forsøgs-drivhuset er under opførelse og vi  regner med at kunne så de første frø i foråret 2006.

Drivhuset opvarmes udelukkende ved hjælp af solenergi og sol er jo ikke det vi mangler i Grønland, så så snart pilotprojektet er overstået, vil der være basis for at opføre drivhuse, drevet af solenergi, stort set alle steder i Grønland. Ret gode perspektiver !!!!!!!!

Læs mere om projektet på www.greenhouse.gl

 

Når vi nu er inde på jordbruget, så har vi endelig fået etableret vores længe ønskede kartoffelmark ved hjælp af vores lokale bondemand, Sofus Frederiksen, der er fåreholder lidt uden for Narsaq.

Vi kom sent i gang, men trods det er høsten faktisk blevet vældig god – og hvad er mere lækkert end at kunne servere frisk-opgravede grønlandske kartofler ? Jeg kan ikke lige komme på noget lige nu. Mums.  Og til næste år – måske forskellige kålsorter, løg, krydderurter, bønner, selleri – vi kan næsten ikke vente. Nævnte jeg at vi tilsætter jorden vores egen kompost, fremstillet af en del af vores organiske affald.

 

Fra lærdom via jorden til lærdom via luften.

 

Bliv dygtigere og klogere hjemme i lænestolen !

Lyder det som en højtflyvende ide ?

Faktisk bliver det en realitet i løbet af efteråret. INUILI vil udbyde et E-Learningskursus for uddannede personer inden for levnedsmiddelområdet. Målet er at få uddannet personer, der vil være i stand til at vejlede personer med specielle behov såsom specielle diæter, kost til børn og unge, kost til ældre osv.

Uddannelsen er modulopbygget og kan gennemføres hjemme fra PC`eren eller fra arbejdspladsen.

Opgaver skal løses og sendes via internettet. Der oprettes møderum hvor man kan hente og diskutere opgaver med medkursister samt få rådgivning fra INUILI`s kontaktpersoner.

En ny måde at formidle viden og lærdom på for INUILI, men en måde vi synes er spændende og velegnet til mange ting, specielt i Grønland med de lange afstande og store transportudgifter.

Udbudene på E-Learning vil blive udvidet i den kommende tid, således at man får mulighed for at holde sig opdateret mens man passer sit normale arbejde, eller man udnytter tiden i en midlertidig periode uden arbejde. Er du interesseret i at høre nærmere, er du velkommen til at kontakte os.

 

 

Fra påvirkning via nettet til påvirkning via erfaring.

 

Atter i  år kan INUILI byde velkommen til dygtige kokke og kokkelærlinge fra hele kysten til konkurrencen om at blive Grønlands bedste kok og kokkelærling. Konkurrencerne foregår i den sidste uge af oktober. Det har været en glæde at følge konkurrencerne igennem årene; specielt har det været spændende at se den positive udvikling faget har gennemgået.

En stor del af æren for denne udvikling skyldes selvfølgelig den seriøsitet kokkene og lærlinge har udvist men en anden stor del skal tilfalde de inspiratorer der kommer hvert år til konkurrencerne og det indledende inspirationskursus. I år er det lykkes os at få den kendte stjernekok, kogebogsforfatter, forkæmper for sund mad på restauranter og internationalt anerkendt dommer ved adskillige kokkekonkurrencer, Erwin Lauterbach til at komme og vise de sidste nye trends inden for gastronomien

 

Jeg vil slutte for denne gang med en sen-sommerhilsen fra Sydgrønland til alle der måtte finde tid og lyst til at læse dette brev.

 

 

Esben Toftdahl

Forstander

INUILI