Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. xx af xx. 2002 om skolepraktik

I medfør af § 8, stk. 1, § 9, stk. 3, nr. 2, § 10, § 11, stk. 4 og § 52, stk. 2 i Landstingsforordning nr. 2 af 31. maj 1999 om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser fastsættes:

Formålet med skolepraktik

§ 1. Formålet med skolepraktik er, at kvalificerede ansøgere ikke hindres i at påbegynde en erhvervsmæssig grunduddannelse på grund af mangel på lærepladser.

Udbud af- og optagelse til skolepraktik

§ 2. Skolepraktik udbydes af brancheskolerne inden for deres respektive hovederhvervsområde, såfremt der er mangel på lærepladser til kvalificerede ansøgere.

Stk. 2. Direktoratet beslutter, hvilke brancheskoler der skal udbyde skolepraktik.

§ 3. De brancheskoler der udbyder skolepraktik, jf. § 2, stk. 2, fastsætter hvert år, hvor mange der kan optages inden for de enkelte uddannelser og meddeler dette til de lokale erhvervsskoler.

Stk. 2. De lokale erhvervsskoler fremsender prioriteret indstilling om egnede ansøger til skolepraktik til den relevante brancheskole.

Stk. 3. Brancheskolen optager de bedst kvalificerede ansøger, under hensyntagende til geografisk fordeling.

Tilbud om skolepraktik

§ 4. Skolepraktik tilbydes lærlinge, der er optaget på uddannelsen og som har gennemført introduktionsforløbet i den erhvervsmæssige grunduddannelse.

Stk. 2. Skolepraktik skal desuden tilbydes egnede lærepladssøgende, der uforskyldt har mistet en lærlingekontrakt som led i en erhvervsmæssig grunduddannelse. Optagelse skal ske snarest muligt efter lærlingekontraktens ophør. Er en tvistighed i henhold til § 44 i Landstingsforordning nr. 2 af 31. maj 1999 om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser indbragt for brancheudvalget, kan lærlingen ikke optages til skolepraktik, før der er truffet afgørelse eller indgået forlig om afslutning på tvistigheden.

Lærlingekontrakt

§ 5. Der skal ikke udfærdiges en lærlingekontrakt mellem lærlingen og skolen.

Stk. 2. Lærlingen og de involverede skoler skal under hele forløbet søge at fremskaffe en læreplads, der vil indgå lærlingekontrakt for den resterende del af uddannelsen, jf. § 6, stk. 2.

§ 6. En lærling, der deltager i skolepraktik, har pligt til at modtage en anvist læreplads. Hvis lærlingen afslår at modtage en læreplads skal lærlingen forlade skolepraktikken.

Stk. 2. Når en lærling indgår en lærlingekontrakt fastsætter brancheskolen den resterende uddannelsestid.

§ 7. Under skolepraktikken kan lærlinge udlånes i kortere perioder med henblik på indgåelse af lærlingekontrakt. Et sådant udlån medregnes ikke i prøvetiden mellem lærling og arbejdsgiver, i forbindelse med indgåelse af en lærlingekontrakt.

Stk. 2. Brancheskolen står for udlån af lærlinge. Udlån vurderes under hensyn til såvel lærlingens tarv og familie som til samfundsøkonomiske betragtninger.

Skole- og skolepraktikuddannelsen

§ 8. Det er et krav til optagelse og deltagelse i skolepraktik, at lærlingen

1) kan dokumenterer at være aktivt lærepladssøgende,

2) ikke må have afslået et tilbud om en læreplads,

3) skal være fagligt mobil og

4) som minimum skal være geografisk mobil inden for hjemkommunens region.

§ 9. Skolepraktik er at sidestille med en læreplads i en godkendt virksomhed.

Stk. 2. Lærlingen kan gennemføre hele praktikuddannelsen under skolepraktik, såfremt det ikke er muligt at fremskaffe en læreplads.

Stk. 3. Lærlinge, der er optaget til skolepraktik, kan gennemføre skoleperioderne i uddannelsen, selvom der ikke er indgået en lærlingekontrakt, jf. § 32, stk. 4 i Landstingsforordning nr. 2 af 31. maj 1999 om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser.

§ 10. Skolepraktikken skal tilrettelægges så den følger den af brancheskolen udarbejdede vejledende praktikplan for den pågældende uddannelse.

Uddannelsesstøtte

§ 11. Der ydes uddannelsesstøtte i henhold til bekendtgørelse om uddannelsesstøtte under skolepraktikken.

Stk. 2. Når lærlingen indgår en lærlingekontrakt udbetaler virksomheden sædvanlige løn. Lærlingen indplaceres på det løntrin, der svarer til den del af uddannelsen, som lærlingen har gennemført.

Dokumentation og praktikerklæring

§ 12. Lærlingen kan forlange dokumentation for den gennemførte del af uddannelsen. Endvidere kan lærlingen forlange en udtalelse fra brancheskolen om såvel sine faglige som sine personlige kvalifikationer.

Stk. 2. Brancheskolen udfærdiger en praktikerklæring til lærlingen, for den del af praktikken der er gennemført som skolepraktik. Praktikerklæringen indgår som en del af grundlaget for udstedelse af svendebrev, når lærlingen afslutter sin uddannelse.

Klage

§ 13 . Skolens afgørelse om en lærlings optagelse til eller ophør med skolepraktik kan af lærlingen inden for en frist af fire uger, fra afgørelsen er meddelt lærlingen, indbringes for brancheudvalget.

Stk. 2. Klagen sendes til skolen. Hvis skolen opretholder sin afgørelse, videresender skolen klagen til brancheudvalget, ledsaget af en begrundelse. Brancheudvalgets afgørelse kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed.

Ikrafttræden

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2002.

Grønlands Hjemmestyre den xx. xxxx 2002

Lise Lennert

/

Karl Kristian Olsen

Download af bekendtgørelsen

Cookies

inuili.gl bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere og giver info om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. inuili.gl bruger primært cookies til trafikmåling, login og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.